OB-træner Lars Olsen var skuffet over, at hans hold måtte nøjes med uafgjort, da Randers FC udlignede til sidst.
OB kom foran i kampen mod Randers FC, da der manglede et kvarter, men fynboerne måtte nøjes med 1-1, da gæsterne udlignede til sidst ved Mikkel Cramer.
Og dét skuffede OBs træner, Lars Olsen.
- Der bliver udlignet i næstsidste minut, så selvfølgelig er vi skuffede, sagde Lars Olsen efter kampen til TV2/Sport.
- Vi dominerer hele anden halvleg, og det er vores egen skyld, at vi ikke har lukket kampen forinden. Så kommer der panik på til sidst, og Randers rammer igen stolpen og sparker riposten ind, tilføjede den tidligere europamester.
- Vi begyndte kampen godt, men derefter overlod vi initiativet til Randers. I anden halvleg syntes jeg, Randers virkede møre allerede efter fem minutter, og jeg troede egentlig, vi havde slidt dem op, da vi scorede. Men så fandt de alligevel nogle kræfter til sidst, sagde Lars Olsen.





















