Lasse Vibe scorede og sikrede sejr til Sønderjyske over Brøndby i slutsekunderne søndag. Dermed sendte han Brøndby længere ned i dybet.
Med bare få minutter tilbage af tillægstiden opsnappede Sønderjyskes nyudtagede landsholdsspiller Lasse Vibe bolden i Brøndby-forsvaret og scorede søndag aften på Brøndby Stadion. 1-0 vandt Sønderjyske.
Brøndbys venstre back Daniel Norouzi lavede en sløj tilbagelægning mod målmand Michael Tørnes, der ikke nåede ud til bolden, før Lasse Vibe var over den. I et tacklingsammenstød gik bolden mod mål, og Vibe kunne nemt score i det tomme mål.
Nederlaget er Brøndbys fjerde ud af fem i den nye Superliga-sæson, og klubben har hentet point én gang i otte kampe. Kun Esbjerg og Silkeborg, der tabte 1-6 til FC Nordsjælland lørdag, er dårligere i tabellen end Vestegnsklubben.
Helt anderledes står det til i det sønderjyske, hvor Haderslev-klubben rejste sig oven på nederlaget til AC Horsens i sidste runde, og nu har ti point og indtager andenpladsen, kun overgået af FC København.
For to uger siden sagde Brøndby-træner Auri Skarbalius, at et nederlag til Silkeborg i den efterfølgende kamp, kunne betyde en fyringsseddel til ham. Brøndby vandt kampen, men har siden tabt til AGF og nu Sønderjyske. Spørgsmålet er, hvor fast han sidder i trænersædet.









