AaB-træner Kent Nielsen har ligesom halvdelen af spillertruppen kontraktudløb til sommer. Han ønsker sin fremtid afklaret i løbet af efteråret
Lynge Jakobsen får travlt, hvis han skal have afklaret fremtiden for de 11 spillere, der har kontrakter med udløb i løbet af det næste år. AaB vil nemlig gerne have kontraktudløbene vendt og afklaret i løbet af oktober.
Men det er ikke kun udløbene i spillertruppen, der skal afklares. Også trænerteamet Kent Nielsen og Allan Kuhn forlader klubben til sommer, hvis ikke de får forlænget. Forhandlingerne om nye kontrakter for trænerne er imidlertid ikke nået ret langt.
- Jeg har ikke de store kommentarer, så længe vi ikke rigtig er på et indledende stadie. Indtil der er noget faktuelt at forholde sig til, kan jeg ikke sige det store. Jeg kan sige, at jeg nyder mit job og er glad for at være her, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk.
AaB-træneren er til gengæld helt på linje med Lynge Jakobsen omkring, hvornår der skal være styr på fremtiden. Han ønsker afklaring inden årsskiftet.
- Det er hensigtsmæssigt at få afklaret tingene i løbet af efteråret, så vi ikke kommer ind i det sidste halve år med en uafklaret situation. Det er naturligt at søge en afgørelse snarest, men lige nu har jeg mest fokus på, at vi skal møde Silkeborg i weekenden og i øvrigt går ind i en travl uge, hvor vi også har en pokalkamp mod Brønshøj, siger Kent Nielsen.
AaB møder Silkeborg på søndag, Brønshøj på onsdag og Brøndby næste søndag.
tipsbladet.dk










