AaB-træner Kent Nielsen kræver koldt vand i det aalborgensiske blod trods storsejr ude over OB.
Et hamrende effektivt AaB-mandskab lammetævede OB 4-0 og gav endnu en gang svar på tiltale til de kritikere, der dømte holdet som en af Superligaens største nedrykningskandidater inden sæsonstart.
Med sejren i Odense kravler AaB nemlig op på andenpladsen i tabellen, og det var efter kampen tydeligt, at selvtilliden blomstrer i den purunge ålborgensiske trup.
Men træner Kent Nielsen maner til besindighed og lader sig på ingen måde rive med af resultaterne.
- Vi har ikke bevist noget endnu. Kunsten er ikke at ligge i toppen efter syv runder, men at gøre det efter 33 runder, lyder det køligt fra AaBs træner, som ikke var tilfreds med sine spilleres indsats i første halvleg - selvom holdet gik til pause foran 3-0.
- OB er bedre til at spille 10 mod 11, end vi er til at spille 11 mod 10. Vi bliver for tøvende, og spillemæssigt var vi absolut ikke tilfreds med første halvleg. Men vi må så konstatere, at vi var meget effektive, og det skal spillerne have ros for, siger Kent Nielsen med henvisning til den udvisning, som OBs Daniel Høegh fik efter blot 55 sekunders spil.
Høegh nedlagde Mathias Wichmann, der var blevet sendt i dybden efter en fremragende aflevering fra Nicklas Helenius. Selvsamme Helenius eksekverede sikkert fra straffesparkspletten og bragte dermed AaB på sejrskurs i det, der blev holdets fjerde sæsonsejr. Og selvom Kent Nielsen ikke står og jubler med armene over hovedet, så fastslår Helenius, at spillerne tror på noget stort i denne sæson.
- Alt i alt så rider vi bare på en bølge lige nu, og vi får mere og mere selvtillid. I dag beviste vi endnu en gang, at de eksperter, der dømte os til nedrykning, de er ikke særlig gode eksperter. Jeg håber, de kommer til at tage deres ord i sig igen, siger Nicklas Helenius og fortsætter:
- Det kan blive til rigtig mange ting i denne sæson. Der er rigtig meget talent på holdet, og unge spillere, der gerne vil vise sig frem for hele verden, og så har vi nogle gode rutinerede spillere at læne os opad, siger Helenius, der med sin præstation mod OB endnu en gang gjorde positivt opmærksom på sig selv over for de mange udenlandske klubber, der har nordjyden i kikkerten.
Og med et transfervindue, der klapper i i den kommende uge, så kom Helenius da heller ikke udenom at svare på, om dette var hans sidste optræden i AaB-trøjen.
- Nej, det tror jeg da ikke, at det var. Jeg ved ikke, hvad der sker i løbet af ugen, nu må vi se. Hvis der kommer noget, som er interessant for AaB og mig og min agent, så vil vi kigge på det. Men det er ikke noget, jeg tænker på lige nu, lyder svaret fra den 21-årige angriber.










