Jonas Kamper var ikke tilfreds med den indsats, Randers FC leverede i Parken mod FC København.
Randers FC fik vist, hvor skabet skulle stå, da holdet søndag eftermiddag var på besøg hos FC København i Parken. Kronjyderne fik en lovende start, men herefter overtog løverne initiativet og gav det aldrig fra sig igen. Til sidst mundede det ud i en 2-0-sejr.
- Det er en dag som i dag, vi skal slå FC København. De rammer ikke deres topniveau, men vi kender ikke vores besøgelsestid. Vi skaber ikke så mange chancer, og dem vi skaber, scorer vi ikke på - og så vinder man ikke i Parken, siger Jonas Kamper til Canal 9.
FC København var allerede foran 2-0 ved pausen, og i 2. halvleg kørte de sejren sikkert hjem. Jonas Kamper oplevede de sidste 45 minutter på følgende måde.
- FC København gad ikke noget, og vi kunne ikke noget, lyder det fra den tidligere Brøndby-spiller.
tipsbladet.dk









