Thomas Kahlenberg er meget ked af situationen i sin gamle klub, Brøndby.
Nedrykning truer, økonomiske problemer gør livet surt, og hvem skal egentlig være træner i klubben?
Der er nok at kæmpe med i Brøndby, og det gør ondt på en af dem, der var med til at vinde klubbens tiende og foreløbig sidste DM-guldmedalje i 2005 - Thomas Kahlenberg:
- Jeg er helt vildt ked af det. Jeg følger med i, hvad der sker - og håber bare, at de får kæmpet sig tilbage, siger Thomas Kahlenberg til TV2/Sportens hjemmeside.
- Det er noget, der har været på vej i en lang årrække. Når det har været så længe undervejs, så er det klart, at det ikke er lige sådan at få det til at gå den anden vej, siger Thomas Kahlenberg, der nu spiller for VfL Wolfsburg i Bundesligaen, men som tidligere har spillet for AJ Auxerre og Evian i Frankrig.
Navnlig er det truslen om nedrykning, der bekymrer:
- Jeg håber meget på, at de ikke kommer for langt ned at vende, inden det går den rigtige vej igen, siger den danske landsholdsspiller.
Også to andre tidligere Brøndby-spillere på landsholdet, Stephan Andersen samt Michael Krohn-Dehli, var mandag ude at udtrykke deres moralske støtte til den tidligere storklub.







