Først droppede Jesper Christiansen. Så gjorde Wiland det samme – to gange. Men vandt
Det var sådan en aften, da Johan Wiland måtte lægge ører til lidt af hvert. Som da en lille flok af FC Københavns stab gik forbi ham i gangen under tribunen, kastede en strikket vante efter ham og råbte »GRIB!« Eller som da OB-tilhængerne en times tid tidligere taktfast havde sunget hans navn som en ironisk hyldest til københavnernes svagt spillende målmand.
For det var han. Svag. Det lagde han ikke engang selv skjul på, men da kampen var forbi, var han alligevel en del af et sejrende hold og kom som en af de første spillere ud af badet med et stort smil i fuldskægget.
- Man er altid lettet, når man har vundet, men selvfølgelig er man endnu mere lettet, når man laver to kæmpedrop som dem, jeg lavede i dag, sagde Johan Wiland.
- Jeg har aldrig lavet to så store drop i samme kamp før, og jeg kommer heller aldrig til det igen. Det kan godt være, jeg dropper én gang igen, men to gange i samme kamp, det sker ikke, sagde Johan Wiland.
- Lige da jeg tabte den anden bold, kiggede jeg bare ned i jorden og havde lyst til at lave alt andet end at spille fodbold, men det hjalp, da vi scorede til 3-2, og Claudemir kom løbende hele vejen ned til mig for at juble, sagde Johan Wiland med henvisning til sin brasilianske holdkammerat, der skubbede alle holdkammerater til side for at komme ned til sin uheldige keeper.
- Vi skal takke ham, sagde FCK-træner Ariël Jacobs efterfølgende og holdt sit stenansigt.
- Han syntes, vi var ved at gå i stå, så han vækkede os med to drop. Det tvang spillerne til at vågne, og det krævede et stort mentalt arbejde at komme tilbage, sagde Jacobs.
Så du mener, det var med vilje, at han droppede?
- Ja.
Begge to?
- Ja, begge to, sagde Ariël Jacobs uden at fortrække en mine, hvilket vel må forstås som en art belgisk humor.
Men han havde også god grund til at more sig. For det endte trods alt godt.
