Karriere. Det attraktive arbejde for fodboldtrænere i Danmark er næsten umuligt at få. Der er ganske enkelt for få job til mængden af folk med store ambitioner – det får trænerne til at gå langt, og ikke sjældent bruges albuer og samtaler bag ryggen på kollegaer som middel til at nå drømmejobbet
Alt og alle kræsede om krisen i Sønderjyske. Sæsonen hed 2008/09, og klubben så ud til at skulle hamres derned, hvor de fleste i Fodboldanmark mente, at holdet fra Haderslev hørte til – 1. division. Der var kun seks kampe tilbage i foråret, og presset på cheftræner Carsten Broe var enormt. Gang på gang skulle han svare på omverdenens spørgsmål om nedrykning, og gang på gang svarede han nej, vi rykker ikke ned.
Offentligheden kunne bare se til, mens Broe forsvarede sig og sit mandskab, men den vidste ikke, at der blev lagt pres på manden fra et sted, de fleste havde forventet kollegial loyalitet.
- Spekulationerne om min post gik jo flittigt i den tid. Jeg fandt ud af, at der var andre trænere, som ringede til min sportschef og tilbød, at de kunne overtage mit job. De gjorde det helt klart, at hvis han manglede en redningsmand, så havde de mulighed for at træde til omgående. De sagde, at de nok skulle klare Sønderjyske fri af nedrykning, siger Carsten Broe.
Efter 25 år som træner er han i dag ikke længere aktiv på topniveau og er med egne ord færdig med fodboldbranchen, som er bundrådden. Det gælder også trænerfaget, hvor alle er sig selv nærmest og har rundsave på albuerne. Anderledes kan det ikke være, når der kun er 12 Superligaklubber i Danmark, og alle gerne vil være chef lige præcis der.
- Min fornemmelse er, at dem der, sidder uden for markedet, ofte presser dem, der i job. Ligeså snart der går rygter i medierne om en fyring, så får sportscheferne- og direktørerne henvendelser. Det sker måske ikke direkte fra træneren selv, men fra en mellemmand, siger Carsten Broe.
Den opfattelse kan sportsdirektøren i Superligaklubben AaB bekræfte. Her har Lynge Jakobsen haft sit virke i forskellige funktioner i nærmest uendelige tid, og han har set lidt af hvert, ikke mindst ivrige trænere.
- Hvis medierne skriver, at vores træner sidder løst i sædet, så opfatter mange det som en skjult jobannonce fra vores side. Det er det sjældent, for jeg skyggeforhandler aldrig. Men alligevel får jeg henvendelser og tilbud. Det siges måske ikke direkte, men ad omveje, og det bliver klart hentydet, at den pågældende er klar til at hjælpe os, fortæller Lynge Jakobsen.
En af dem, der har taget den hårde vej, er Thomas Thomasberg. Han blev fyret i FC Midtjylland august 2009. Forklaringen var, at Thomasberg ikke forløste truppens fulde potentiale, og derfor ville ledelsen prøve noget nyt. Dermed stod han uden job, og det kan være farligt.
De færreste sportsdirektører er begejstrede over at ansætte en træner, som har stået uden for trænergerningen for længe, så det handlede for Thomasberg om straks at finde et hold at lede. Derfor sprang han til, da muligheden for en cheftrænerpost i Hjørring opstod. Klubben lå kun i 2. division, men i det mindste holdt han sig selv i gang.
- Fodboldjob hænger ofte ikke på træerne. Jeg ville ikke bare gå derhjemme, for det er fodbolden, jeg brænder for. Så jeg sagde ja tak og fik lavet en klausul i min kontrakt, så jeg kunne forlade klubben, hvis der kom et tilbud fra en anden og mere attraktiv klub. Jeg var meget bevidst om at holde mit navn varmt, og i princippet er trænerudfordringen ikke meget anderledes i 2. division i forhold til Superligaen. Det er for eksempel det samme rent taktisk, siger Thomas Thomasberg, der havnede i Hjørring, fordi han kendte sportschefen Jacob Krüger og Ove Christensen, som havde været en slags konsulent for klubben på et tidspunkt.
- Vores branche er på mange måder ligesom alle mulige andre. Det handler om dit netværk og om at snakke med forskellige folk for at holde dig orienteret, siger Thomas Thomasberg.
Han fik hurtigt succes i Hjørring og sikrede dem oprykning til 1. division. Det fik FC Fredericia til at henvende sig, og her er Thomasberg så cheftræner i dag.
