En større flok af stærke spillere med tilknytning til Superligaen er uden kontrakt - få her adgang til Superligaens tag-selv-bord
I et åbent transfervindue vil der alle dage være masser af spekulationer om mulige og også nærmest umulige spillerhandler.
Men ikke alle tilgange af spillere kræver en transfer for at sikre en underskrift på en kontrakt.
Mens klubberne så småt starter forberedelserne til forårets afgørende forårskampe, er der en større flok stærke spillere, som tidligere har optrådt i Superligaen, men som i øjeblikket er uden kontrakt og blot venter på, at det rette tilbud skal komme.
Kristian Ipsa
Født: 4. april 1986
Seneste klub: FC Midtjylland
Kristian Ipsa var i sommer egentlig færdig i FC Midtjylland men blev på grund af skader i forsvaret alligevel hentet ind i løbet af efteråret, hvor han skrev under på kort kontrakt. Den tidligere anfører for det kroatiske U/21-landshold er i spil til endnu en kontrakt med midtjyderne, men står altså lige nu uden arbejde.
Tidiane Sane
Født: 10. juli 1985
Seneste klub: Randers FC
Tidiane Sane stod i sommer med et kontraktudløb i Randers men fik alligevel lov til at træne med. Det gjorde han så godt, at træner Colin Todd fik sikret midtbanespilleren på endnu en kontrakt - dog kun for retsten af efteråret. Nu står Randers FC i en situation, hvor man egentlig gerne vil lave en ny kontrakt med Sane, der markerede sig stærkt i det succesfulde efterår. Men tyrkiske Elazigspor har også fået øjnene op for midtbanespillerens kvaliteter og forhandler i øjeblikket på et niveau, hvor Randers ikke kan være med.
Daniel Jensen
Født: 25. juni 1979
Seneste klub: Novara
Opholdet i italienske Novara blev på ingen måde en succes for eks-landsholdsspilleren, der i et stykke tid har holdt formen ved lige i FC København. Træner Ariël Jacobs skulle være begejstret for den nu 33-årige midtbanespiller, men fra ledelsens side, tøves der med at lave en kontrakt. Daniel Jensen har selv givet udtryk for at danske klubber er interessante i forhold til den afsluttende del af en lang karriere.
Frank Kristensen
Født: 10 marts 1977
Seneste klub: Randers FC
Farlige Frank Kristensen blev aldrig så farlig, som man havde håbet i Randers FC, der hentede angriberen i FC Midtjylland, da der ikke længere var plads i FC Midtjylland. Kontrakten mellem Frank Kristensen og Randers FC blev ophævet i november måned, og siden har Frank Kristensen overvejet i hvilken retning karrieren skal gå - endnu en tur med støvlerne, trænervejen eller en mere civil karriere.
Sebastian Svärd
Født: 15. januar 1983
Seneste klub: Silkeborg IF
Sebastian Svärd har været på klubjagt siden i sommer, hvor kontrakten løb ud i Silkeborg. Forsvarsspilleren har prøvet sig af i Viborg i løbet af efteråret og prøvetræner i øjeblikket med den italienske serie C2-klub Paganese. Selv har Sebastian Svärd slået fast, at karrierestoppet kan ligge om hjørnet, hvis ikke det bliver til en ny klub i løbet af januar.
Per Krøldrup
Født: 31. juli 1979
Seneste klub: Fiorentina
Forsvarsspilleren har været truet af karrierestop og genoptræner i øjeblikket i Bologna, men eks-landsholdsspilleren har ikke opgivet tanken om at vende tilbage til fodbold og har selv åbnet døren for en kontrakt med en Superliga-klub.
Ragnvald Soma
Født: 10. november 1979
Seneste klub: FC Nordsjælland
Nordmanden blev i sommer hentet som en gardering til forsvaret, men den rutinerede spiller nåede ikke mere end en enkelt kamp i Superligaen for de danske mestre og er ekspederet videre ud i en ny søgen efter en arbejdsgiver. Soma med en fortid som fast spiller i blandt andet Rapid Wien har masser af rutine og har fem landskampe på sit CV.
Henrik Smedegaard
Født: 6. juni 1985
Seneste klub: AC Horsens
Henrik Smedegaard blev i sommer hentet i FC Fredericia og givet en halvårlig kontrakt. Om den bliver forlænget, er endnu ikke sikkert, og begge parter lader til at være helt på det rene med, at der kan gå flere uger med at overveje økonomi og en eventuel ny aftale. Henrik Smedegaard blev noteret for fire kampe i efterårets Superliga.
Søren Berg
Født: 15. maj 1976
Seneste klub: AGF
Søren Berg nåede i den grad at sætte sit præg på AGF's tilbagevenden til den sjoveste halvdel af Superligaen. Han var med til at spille dem op gennem 1. division og scorede flere flotte mål i den første sæson efter oprykningen - ja faktisk scorede han Årets Mål. Men Søren Berg er en af de rutinerede spillere, der er blevet overhalet af ungdommens talent i AGF, der i enighed med offensivspilleren ophævede kontrakten oven på en efterårssæson, hvor det ikke blev til megen spilletid.
Morten Bertolt
Født: 12. februar 1984
Seneste klub: Sandnes Ulf
Efter bare et halvt år i den norske klub, er Morten Bertolt allerede på vej tilbage til dansk fodbold. Opholdet i den lille norske klub, blev alt andet end det midtbanespillere havde håbet og troet, og selv om han var med til at sikre klubben overlevelse i Tippeligaen, blev parterne efter sæsonen enige om at ophæve samarbejdet. Morten Bertolt er allerede i dialog med flere danske klubber i både Superligaen og 1. division.
Hallur Hansson
Født: 8. juli 1992
Seneste klub: AaB
Den bare 20-årige færing kom til AaB i sommer på en halvårlig kontrakt, og selv om det i efteråret kun blev til tre kampe og nogle optrædener i pokalturneringen, fik den unge midtbanespiller alligevel vist nok til, at Superliga-klubben meget gerne forlænger samarbejdet. Og selv om direktør Lynge Jakobsen inden jul lovede at tilbyde Hallur Hansson en ny og længere kontrakt, er der endnu ingen underskrift sat på papir, hvilket i princippet gør færingen til arbejdsløs og gratis for andre klubber at snuppe.
Michael Lumb
Født: 9. januar 1988
Seneste klub: Zenit
Michael Lumb er nu endelig fri af kontrakten med den russiske storklub, der om ikke andet har gjort ham til en holden mand. Men spilletid er der ikke blevet til meget af de senere år på trods af en nomade-tilværelse som lejesvend i forskellige klubber. Spilletiden var mest konstant, da han var med til at sikre AaB overlevelse i Superligaen, men om danske klubber har råd til at komme med et tilbud, der er attraktivt nok for venstre backen er spørgsmålet.
Mike Jensen
Født: 19. februar 1988
Seneste klub: Brøndby
Kulturbæreren i Brøndby løfter ikke længere nogle byrder i tyngede klub. Mike Jensen kunne ikke blive enig med Brøndby om økonomien i en ny kontrakt og har derfor længe været fri til at forhandle til anden side, uden at det dog er kommet til enighed med en ny klub. Midtbaneslideren sigter mod udlandet men har hele tiden holdt døren åben for at trække i en anden Superliga-klubs trøje.
tipsbladet.dk









