HB Køges anfører, Thomas Guldborg Christensen, skal rydde op i forsvaret og sætte skeptikerne på plads
Der skal ryddes godt og grundigt op i HB Køge ovenpå et efterår, hvor holdet lukkede hele 41 mål ind i 18 kampe.
Klubbens anfører Thomas Guldborg Christensen er klar over, at han skal have fejet forsvarskæden op og smidt den ringe statistik i skraldespanden. Anføreren er ikke typen, der er bange for udfordringer, og han springer også straks til, da sporten.dk foreslår billedet af ham som skraldemand.
Uden at blinke hopper han i spillerdragten i isnende kulde hos City Renovation i Glostrup for at fotografen kan ramme billedet, der symboliserer Christensens rolle som skraldemand i forsvaret.
- Det er rigtigt nok, at jeg er en slags fodboldens skraldemand. Jeg er ikke bange for at hoppe ind i en tackling og tage de hårde nærkampe i feltet. Jeg kender mine begrænsninger, så jeg lader andre om det offensive spil og rydder i stedet op i den bagerste kæde, siger Thomas Guldborg Christensen.
Han er udmærket klar over, at det kræver hårdt arbejde, som virkelighedens skraldemænd udøver, hvis HB Køge skal have den mindste chance for at redde tilværelsen i Superligaen.
- Vi skal ud at spille en finale i hver eneste kamp. Jeg er godt klar over, at de fleste har dømt os ude, og det er kun med til at motivere mig endnu mere. Jeg kan i hvert fald love, at vi ikke har givet op. Det er en kultur, som der altid har været i både Herfølge og Køge, at man ikke giver op, før det endegyldigt er slut, forklarer HB Køge-anføreren.
- Det er altid sjovt at kunne drille de såkaldte eksperter, og vi vil gøre alt for at vise, at de tager fejl. I efteråret havde vi slet ikke marginalerne på vores side. Vi har arbejdet målrettet på at fjerne individuelle fejl og få marginalerne tilbage på vores side.
Så Thomas Guldborg Christensen kan ikke vente til forårsstarten og til at få "skrællet" igennem.
Tak til City Renovation i Glostrup for lån af skraldevogn.









