Jores Okore er jagtet vildt af nogle af sværvægterne i europæisk fodbold.
Inden sæsonen gik i gang, var det nok de færreste, der for alvor vidste, hvad FC Nordsjællands Jores Okore var for en størrelse. Men det fandt de i den grad ud af. Forsvarsspilleren har gjort det forrygende i Farum-klubben i denne sæson, og det blev belønnet ved kasse ét af landstræner Morten Olsen, der allerede har haft 19-årige Okore på banen i to landskampe.
En spiller med så meget medgang kan næsten ikke undgå at tiltrække sig interesse uden for Danmarks grænser, og det er også tilfældet med Jores Okore. Og det er så sandelig ikke små klubber, der linkes til FC Nordsjælland-spilleren.
FotbollsExpressen.se erfarer således, at blandt andre de tyske mestre fra Borussia Dortmund har et godt øje til Jores Okore. Også Wolfsburg og den ukrainske superduo Dynamo Kiev og Shakhtar Donetsk har danskerens navn stående på blokken.
Jores Okore har kontrakt med FC Nordsjælland helt frem til sommeren 2016, så interesserede klubber skal have den helt tykke tegnedreng op af lommen, hvis stortalentet skal lokkes væk fra Farum.
Det svenske medie har været i kontakt med Jores Okores agent, Nikola Juric, men han ønsker ikke at kommentere på rygterne om blandt andet Borussia Dortmund.
tipsbladet.dk









