Michael Parkhurst skal ikke frygte for sin fremtid, når hans kontrakt med FC Nordsjælland udløber ved årsskiftet.
Michael Parkhurst har været en af de helt store vindere, siden Kasper Hjulmand gjorde FC Nordsjælland til et vinderhold i Superligaen. Amerikaneren er gået fra mere eller mindre anonym midterforsvarer til offensivt es på højre backen under Hjulmand, og det betyder, at backen nu står med gyldne kort på hånden i forhold til at finde en ny klub.
Parkhursts kontrakt med FC Nordsjælland udløber ved årsskiftet, men efter et år med mesterskab og Champions League, skal han ikke frygte at stå uden klub. For ifølge det amerikanske fodboldwebsite MLSsoccer.com er minimum fem klubber klar til at hente Michael Parkhurst.
Det er ikke hvilke som helst lande, de interesserede klubber kommer fra. Således hedder destinationerne ifølge websitet England, Tyskland, Italien eller Spanien. Det er i hvert fald helt sikkert, at Parkhurst ikke er at finde i FC Nordsjælland på den anden side af nytår, har han allerede fortalt.
Den 28-årige amerikaner har i denne sæson scoret to mål og lagt op til seks scoringer. Hvor fremtidens mål skal kreeres er dog endnu et spørgsmålstegn.
tipsbladet.dk










