Glen Riddersholm mener, at en grundig snak om kollapset mod FCK grundlagde 3-1-sejr over FC Nordsjælland.
- Det var dejligt.
Sådan lød det fra FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm efter 3-1-sejren over FC Nordsjælland hjemme i Herning lørdag.
I sidste weekend førte bronzevinderne 2-0 med en mand i overtal mod FC København i selveste Parken med et kvarter igen, men tabte alligevel 2-4. Mod FC Nordsjælland førte midtjyderne igen 2-0 - denne gang allerede ved pausen. Men denne gang fuldførte de missionen.
- Forskellen er, at vi har talt nogle ting igennem i løbet af ugen. Det er klart, at det kunne vi ikke bruge til noget, hvis der stod 0-0, men nu hvor vi kom hurtigt foran, var det brugbart for os, sagde Glen Riddersholm.
- Vi havde læst godt på lektien. Vi lukkede godt af centralt på banen, så FC Nordsjælland løb lidt tør for idéer, forsatte han.
En af FCM-målscorerne, Tim Janssen, satte også ord på de to modsætningsfyldte kampe.
- Vi havde snakket om, at vi ikke måtte kollapse igen. Derfor stillede vi os også kompakt i anden halvleg, selvom vi var på hjemmebane, sagde Tim Janssen.
- Jeg synes, vi viser, at vi er et tophold. I to kampe har vi spillet flot med undtagelse af 15 dårlige minutter, sagde Janssen.









