Klubbens nye cheftræner Carsten V. Jensen har analyseret på holdets statistik fra efteråret, og den skal forbedres i foråret, hvor ambitionen blandt andet er at score flere mål og være mere dominerende
Godt nok fører FC København Superligaen med fire point ned til FC Nordsjælland på andenpladsen, og FCK er videre i pokalturneringen. Men efteråret var langt fra tilfredsstillende.
Holdet mistede sin evne til at styre kampene, som det ellers plejer, og FCK kom i problemer i langt højere grad end tidligere. Derfor blev Roland Nilsson til sidst fyret.
Nu er Carsten V. Jensen ikke bare sportsdirektør længere, men også cheftræner. Og han har en plan for foråret.
- Vi vil meget gerne være et tydeligt fodboldhold både offensivt og defensivt. Vi skal kunne være dominerende begge veje, og i kampe, hvor vi måske har vanskeligere ved at få spilet til at flyde, der skal vi være mere dominerende igennem en stærk defensiv, der gør det vanskeligt at skabe chancer mod os. Jeg har en forventning om at se et FCK-hold med flere pasninger, større boldbesiddelse, et hold der skaber flere chancer og scorer flere mål, siger Carsten V. Jensen til Sporten.dk.
Sammen med sit trænerteam har han analyseret statistikker fra FC Københavns flotte sidste sæson under Ståle Solbakken og efteråret under Roland Nilsson. Her ligger en del af svaret på de ting, FCK skal forbedre, og det er derfor Carsten V. Jensen kræver et mere dominerende mandskab.
For at nå dertil er FCK blevet matchet hårdt i deres træningskampe i optakten.
- Det er vigtigt for os, at vi er i stand til at præstere, når vi møder internationale modstandere, og vi benytter enhver lejlighed til at komme til at møde modstand af høj international kaliber. De sidste 10-12 år har vi ikke haft en træningskamp mod et hold fra Superligaen. Vi vil hellere mærke kravene fra en international modstander på egen krop, siger Carsten V. Jensen.
For det er internationale standarder FC København meget gerne vil måle sig ud fra. Når foråret i Superligaen er slut, satser klubben på, at det er Champions League, der står på programmet for næste sæson.
I første omgang handler det dog om Superligaen, hvor AaB venter søndag den 4. februar.









