FC København har besluttet sig for at udleje den norske angriber, Mostafa Abdellaoue, kaldet 'Mos', til Vålerenga i Norge.
Gennembruddet for FCKs norske angriber, Mostafa Abdellaoue, lader vente på sig, og derfor har sidste sæsons sølvvindere besluttet sig for at udleje manden, der går under tilnavnet 'Mos'.
25-årige 'Mos' bliver udlejet til sin gamle klub, Vålerenga fra Oslo, for resten af denne sæson. Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.
Efterfølgende er det planen, at 'Mos' skal tilbage til københavner-klubben, som han har haft kontrakt med siden januar 2012.
'Mos' er lillebror til den noget mere succesfulde Mohammed Abdellaoue - kaldet 'Moa' - som spiller for Hannover 96 i den tyske Bundesliga.










