Sammenslutningen af Danske Fodbold Fanklubber jubler, efter Superligaen igen så et udsolgt derby mellem FC København og Brøndby uden restriktioner rettet mod udeholdets fans.
De har længe skreget på dialog og færre regler.
Søndag fik fansene det, som de ville, da lokalbraget mellem FCK og Brøndby trak fuldt hus i Parken.
Det skete efter en periode, hvor fan-restriktioner som tvungne busture til og fra stadion, samt adgang forbudt for Brøndbyfans uden følgeskab af et barn under 12 år førte til halv-tomme tribuner.
Søndag var der igen frit spil. Og det gav bonus, udtaler formanden for Danske Fodbold Fanklubber (DFF) i en pressemeddelelse.
- I DFF glæder vi os i særdeleshed over, at beslutningen om, at lade udeholdets tilskuere deltage i festlighederne, uden at besværlige og diskriminerende foranstaltninger er blevet trukket ned over hovedet på fansene, siger Rasmus Trenskow, formand for DFF samt AaBs officielle fanklub.
Selvom en gruppe Brøndby-tilhængere affyrede romerlys af under kampen i Parken, 11 anholdte og nogle ødelagte sæder, så var FCKs administrerende direktør Anders Hørsholt særdeles tilfreds med afviklingen af opgøret.
Det samme er Rasmus Trenskow. Han håber, at den gode dialog mellem fans, klubber og politi fortsætter fremover.
- Det er en stor sejr for dialogen, at kampen i går viste, at hvis man lytter til alle parter, så er det muligt at finde en løsning, der tilgodeser tilskuernes ønske om intense opgør med fyldte stadioner, uden at man behøver at gå på kompromis med sikkerheden, siger Rasmus Trenskow.






