Formanden for Brøndby Supporters Trust (BST), Sune Blom, kalder aktie-emissionen for begyndelsen på et nyt kapitel i klubbens historie.
Brøndby IF laver en aktie-emission for 21,5 mio. kr., der vil betyde, at også almindelige fans får mulighed for indflydelse på klubbens drift.
Fansene kan både ende med at få bestyrelses-poster og købe de såkaldte A-aktier, som giver indflydelse (i modsætning til B-aktier.).
- Det betyder, at vi sammen med klubben tager hul på et nyt kapitel i Brøndby IF's historie. De tusindvis af fans bliver knyttet tættere sammen med klubben, og vi får direkte indflydelse på klubbens fremtid, siger formanden for Brøndby Supporters Trust (BST), Sune Blom, til DRs hjemmeside.
Ialt kan fansene tegne op til 16 procent af emissionen.
- Det her er et første skridt på vejen. Det gør, at vi sidder med ved bordet sammen med A-aktionærerne, når der skal træffes beslutninger, og det er det afgørende, siger Sune Blom.










