Kampen i Parken søndag aften kan blive det, der markerer det endelige tronskifte i dansk fodbold.
I den aktuelle stilling ligger FC København og Brøndby henholdsvis nummer 1 og nummer 12, men i evighedstabellen - den der strækker sig fra Superligaens indførelse i 1991 og frem til i dag, ligger Brøndby stadig på førstepladsen med FC København lige efter. I det mindste indtil søndag aften.
Inden lokalopgøret i Parken har Brøndby siden Superligaen startede hentet 1.198 point i 719 kampe, mens FC København (der først blev stiftet i 1992) indtil i dag har sikret sig 1.197 point. Det viser en opgørelse foretaget af DBUs officielle statistikere danskfodbold.com.
Med en sejr eller blot med uafgjort vil Brøndby således fastholde førstepladsen på evighedstabellen, mens FC København med en sejr vil glide forbi rivalerne.
OB, AaB og Silkeborg ligger nummer tre, fire og fem på evighedstabellen, der kan ses i sin helhed her.










