En stærk Esbjerg-slutspurt var ikke nok til at forhindre en 2-1 sejr til FC København.
FCK dominerede store dele af udekampen mod Esbjerg og lignede allerede efter en times en klar vinder, mens så vågnede hjemmeholdet op, og med et bedre kendskab til ens besøgelsestid, så havde de måske forhindret deres tredje hjemmenederlag i træk.
Træner Ariël Jacobs havde til kampen mod oprykkerne valgt at stille med det man tilnærmelsesvis må kalde københavnernes b-kæde. Således fandt den belgiske boss plads til eksempelvis debutanten Christoffer Remmer, mens flere af de sikre kort blev sparet med blik på næste uges kamp mod Club Brugge.
Men hvad der på papiret lignede et svækket FCK-hold, havde ikke de store besværligheder med at besejre oprykkerne fra Vestkysten.
Københavnerne dominerede fuldstændigt første halvleg, hvilket naturligvis også skyldtes, at esbjergenserne stillede meget defensivt. Det rykkede dog ikke ved, at vicemestrene placerede sig i en regulær powerplay-position foran hjemmeholdets felt.
Det totale spilovertag resulterede midtvejs i halvlegen i en chance til Christian Grindheim, der med et langskud var tæt på sende favoritterne i front.
Københavnerne var dog endnu skarpere øjeblikket efter. Debutanten Christoffer Remmer havde sneget sig med frem fra sin højrebackposition, hvorfra han med et indlæg fandt en fri Martin Vingaard, som på en firsttimer sendte udeholdet i front.
Det var kun sporadisk med Esbjerg-chancer, og FCK fortsatte med at være stærke til at forsvare sig på bolden, hvor dominansen forblev københavnernes.
Man skulle derfor frem til anden halvleg før hjemmeholdet fik udfordret FCK’s bagkæde.
Sebastian Andersen havde efter en times spil en stor chance, da bolden dumpede ned for hans fødder tæt inde under mål, mens esjbergenserens forsøg farede højt over Johan Wilands mål.
Den brændte chance blev dog også til billedet på, hvordan man skal kende sin besøgelsestid, når man møder de store hold. For øjeblikket efter kunne Cristian Bolaños sende bolden ind i panden på en nærmest fritsvævende Andreas Cornelius, som med sin scoring til 2-0 så ud til at stå for en tidelig afgørelse.
Men pludselig begyndte Esbjerg at vise noget af den iver, de især i første halvleg manglede.
For pludselig fik Arnór Smárason slidt sig igennem FCK-forsvaret og tacklede nærmest bolden videre til Jakob Ankersen, som reducerede for hjemmeholdet.
Afslutningsvis trykkede vestjyderne for alvor på, og med indskiftningen af Njogo Demba-Nyrén blev der for alvor sat tryk på kedlerne, der udmønterede sig et par rigtigt store chancer. Men Johan Wiland holdt stand og sikrede dermed FC København en fornem optakt til næste uges Champions League-kvalifikation.
tipsbladet.dk










