Det vil ikke være en stor katastrofe, hvis eller når FC København med stor sandsynlighed sælger angriberen til tyrkiske Trabzonspor.
Selvom han er klubbens bedste spiller, kan det gå hen og blive en fordel for FC København, hvis klubben lader Dame N'Doye smutte til tyrkiske Trabzonspor for et læskende beløb på omkring de 45 millioner kroner.
Det mener Erik Rasmussen, tidligere superligatræner og nu ekspertkommentator for Canal 9.
- Man må ikke underkende, at situationen omkring N'Doye har skabt uro, hvor de andre spillere måske reagerer på, hvis Dame N’Doye ikke træner på 100 procent og kan mærke, at han er fraværende, siger Erik Rasmussen til sporten.dk.
Han forudser ligefrem, at et salg af senegaleseren kan ende med at få det bedste frem i helt andre spillere på FC Københavns mandskab.
- For de interne mekanismer i en trup er det ikke det værste, når superstjernen ryger. Der kan være andre spillere, der træder i karakter, som ellers havde accepteret en mere tilbagetrukket rolle. Så umiddelbart behøver det ikke være lige så skidt, som de skrækscenarier, man ellers har optegnet, siger Erik Rasmussen.
Jesper Thygesen, tidligere superligaspiller og ekspert hos TV2 Sport, er enig.
- De mister en af Superligaens bedste spillere gennem tiderne, så selvfølgelig vil det kunne mærkes. Men specielt i foråret synes jeg, at han har virket knap så motiveret som tidligere, siger Jesper Thygesen.
Og selv om Dame N'Doye vil efterlade et stort hul i FC Købehavns angreb, hvor han gennem de seneste sæsoner har være klubbens skarpeste målskytte, så ligger andre og mere presserende udfordringer foran FCK end at kaste penge efter en ny angriber.
- Jeg ser mere, at det er på den centrale midtbane og i det centrale forsvar, FCK har store udfordringer, som er vigtigere, end at N’Doye rejser. Og får de den basis på plads, så er der mange andre, der kan score målene for dem, vurderer Jesper Thygesen.
Erik Rasmussen peger også på FC Københavns centrale forsvar og midtbane som klare indsatspunkter, hvis sportschef Carsten V. Jensen går på spillermarkedet for at spendere nogle af de millioner, et salg af Dame N'Doye vil indbringe.
- Men det er klart, at mister de Dame N’Doye, så vil jeg da anbefale dem at hente en ny angriber. Og for N’Doyes pris kan man også hente to til tre stykker, siger han.
Og her anbefaler Jesper Thygesen FC København og Carsten V. Jensen at se mod det nordlige Jylland efter nyt blod.
- Hvis de vil lægge eksempelvis ti millioner for AaBs Nicklas Helenius, så vil det stadig være en dråbe i havet i forhold til, hvad de får for N’Doye. Og en Nicklas Helenius kunne være interessant, for han er nok billigt til salg hos AaB i forhold til den kvalitet, man får, siger Jesper Thygesen.








