Aktieugebrevets redaktør Morten W. Langer er ikke overrasket over Dan Hammers fyring i går.
Faktisk undrer det ham, at det ikke skete noget før.
- De kompetencer, der er brug for hos en administrerende direktør, altså omkring overordnede strategi, ledelse og finansiel tænkning, har Dan Hammer ikke. Hans klare styrker ligger i kommunikation og det kommercielle omkring salg og markedsføring.
- Derfor undrer det mig, at det først sker nu, og det er meget logisk, at de sætter en ny administrerende direktør ind siger Moren W. Langer, der mener, det havde været naturligt, hvis Dan Hammer var gået samtidig med Flemming Østergaard.
- Flemming Østergaard var jo ham, der bestemte og han havde ikke brug for en fuldstændig selvkørende administrerende direktør, der kunne det hele. Han havde brug for en personlig assistent som kender virksomheden, til at udføre det, han ville have ham til. Det var den rolle Dan Hammer udfyldte. Efter Flemming Østergaard havde Parken brug for en administrerende direktør, der kunne stå på egne ben, og det har de også nu, hvor de skal sælge nogle af deres aktiviteter fra.
Umiddelbart efter fyringen sagde Flemming Østergaard, at han fortryder ansættelsen af Dan Hammer som administrerende direktør, og de udmeldinger forstår Morten W. Langer ikke.
- Det undrer mig, at Flemming Østergaard stiller sig op, og siger sådan noget, og det ville være rene gætterier, hvis jeg skulle svare på hvorfor.





















