Pape Pate Diouf er tilbage i FC København, efter hans lejeaftale med den arabiske klub Al Dhafra er faldet til jorden.
For ti dage siden stod det så godt som sikkert, at FC Københavns dyrt indkøbte senegaleser, Pape Paté Diouf, ville forlade de danske vicemestre til fordel for en et-årig lejeaftale i klubben Al Dhafra fra De Forenende Arabiske Emirater.
Diouf rejste til Abu Dhabi for at se på forholdene, men en kontrakt blev det ikke til. Da det kom til den endelige afgørelse, sagde den alsidige senegaleser nej til skiftet. Derfor er han nu tilbage i FC København.
- Diouf fik fri et par dage, men nu er han tilbage på træningsbanen her i København, siger FC Københavns sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til sporten.dk.
Diouf kostede sidste sommer FC København 18 millioner kroner, men i løbet af det første år er det blot blevet til sporadiske optrædener under tre forskellige cheftrænere. Derfor leder FCK ifølge sporten.dks oplysninger fortsat efter en ny klub til reservespilleren. Her ligner Dioufs tidligere klub, norske Molde, det bedste bud.
- Lige nu er Diouf i København, men det er først om 14 dage, vi har den endelige trup på plads. Hvad der sker indtil da, kan jeg ikke garantere, slutter Carsten V. Jensen.






