Henrik "Tømrer" Pedersen stopper karrieren næste måned efter 17 år på topplan.
Det er en vaskeægte klublegende, der takker af i Silkeborg, når Superligaen går i vinterhi 10. december.
Henrik "Tømrer" Pedersen takker af efter 17 og et halvt år som professionel, hvoraf de ti år er tilbragt i Silkeborg IF. Slut med fodbold og slut med Silkeborg, som Tømrer har spillet knap 300 kampe for.
- Jeg har valgt at sige stop nu, fordi det er det rigtige. Det har ikke været let, for jeg elsker stadig fodbold og elsker at komme til træning hver eneste dag. Det er en kombination af, at alderen spiller ind, og så at der ikke har været alt for meget spilletid i efteråret, forklarer 37-årige "Tømrer".
Silkeborg har ellers brug for al den hjælp, klubben kan få midt i en krisetid, hvor nedrykningstruslen er ganske reel. Men Silkeborgs nye træner, Keld Bordingaard, har ikke brugt angriberen som redningsplanke i efterårskampene.
- Mit hjerte banker hver evig eneste dag for klubben, som har givet mig så meget. Men jeg har også været nødt til at tænke på mig selv. Jeg har ikke ligefrem været første mand på holdkortet, så det er nok begrænset, hvor meget jeg alligevel ville spille i foråret. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg forlængede med et halvt år i sommer, men det havde selvfølgelig været sjovere, hvis jeg havde spillet noget mere, forklarer Henrik "Tømrer" Pedersen.
Han kan kigge i en scrapbog, der har givet ham et pokalmesterskab, en topscorertitel og seks sæsoner i Premier League-klubben Bolton, hvor han nåede at spille mod nogle af verdens største stjerner og levede på fodboldens første klasse.
- Da jeg var 18 år gammel, spillede jeg serie 1. Så jeg tror vist nok, at jeg kan sige, at jeg har fået meget mere ud af min karriere, end jeg nogensinde havde drømt om. Jeg har fået så mange store oplevelser med fodbolden og set alle sider af sporten, fortæller "Tømrer".
Når efterårets sidste Superliga-kamp fløjtes af i december skal "Tømrer" vænne sig til en dagligdag uden fodbold. Men han mister ikke helt den daglige mandehørm. For Silkeborg-angriberen kommer til at bruge meget mere tid på sportsbaren Målet, som han ejer.
- Jeg kommer til at være meget på ’Målet’, og så skal jeg være ambassadør for DGI Midtjyllands fodboldskoler. Det er de to ting, der ligger fast, og så håber og tror jeg, at der vil være en funktion for mig i Silkeborg på sigt, forklarer "Tømrer"










