Shrinivas V. Dempo fortryder ikke, at han har kastet mange millioner kroner efter FC Midtjylland.
Den indiske rigmand Shrinivas V. Dempo gik i sommeren 2011 ind i FC Midtjylland med brask og bram og investerede 70 mio. kr. i klubben på heden. En stor del af de penge er nu væk. FC Midtjylland har præsenteret et årsregnskab, der afslører et underskud på 35 mio. kroner og en egenkapital på kun 25 mio. kr.
Alligevel fortyder Dempo ikke sin investering i den jyske klub, der med et sammenlagt underskud på 112 mio. kr. i de sidste tre regnskabsår, ligner en virksomhed på vej mod afgrunden i ekspres-tempo.
- Som entreprenør anser jeg denne situation for at være en acceptabel risiko. Risiko følger med enhver virksomhed, og det er ikke anderledes her, skriver Dempo i en mail til Jyllands-Posten, hvor han samtidig afviser, at FC Midtjylland på grund af dårlig økonomi skulle kunne komme i en situation, hvor man ikke kan overholde DBUs mindstekrav i forhold til at få lov til at skrive kontrakter med nye spillere.
Dempo vil ikke afvise, at han kan finde på at kaste flere millioner efter Midtjylland, men han vil ikke give tilsagn om nye investeringer.
- Jeg tror ikke på, at klubbens udvikling bliver holdt tilbage på grund af manglen på investorer eller frisk kapital udefra. For mig selv, når det kommer til yderligere investering, må jeg tale med mine kollegaer, før jeg beslutter mig om den sag, skriver Dempo i mailen, hvor han også giver udtryk for fuld tiltro til den nuværende FCM-bestyrelse.







