AB sælger angrebskometen Nicolai Jørgensen til Leverkusen
Unge Nicolai Jørgensen, der regnes for et af dansk fodbolds største talenter, skifter tilværelsen i AB ud med en femårig kontrakt i Bundesligaklubben Bayer Leverkusen.
Det skriver Ekstra Bladet i dag. Avisen mener samtidig at vide, at AB indkasserer seks mio. kr. for Jørgensen, som har imponeret i det tyske med blandt andet hele fire mål i en træningskamp.
Ifølge avisen offentliggør AB skiftet senere i dag, men det har Nicolai Jørgensens agent, Michael Johansen, ikke den store lyst til hverken at be- eller afkræfte.
- Nicolai har gjort det godt dernede og fået meget ros. På nuværende tidspunkt har jeg ikke flere kommentarer, siger Michael Johansen til Ekstra Bladet.
I Leverkusen kan Nicolai Jørgensen blive holdkammerat med blandt andre Michael Ballack.








