Der er ikke længere argumenter for at beholde Auri Skarbalius efter 1-3-nederlaget mod AaB. Det skriver BTs fodboldredaktør, Morten Crone Sejersbøl.
Under overskriften 'Der er ingen argumenter for at holde på Auri' afmonterer han de grunde, der kunne tale for at beholde Auri Skarbalius på posten. Derfor er det også med en klar forventning om en fyring, at Morten Crone Sejersbøl på sin blog vurderer litauerens fremtid som cheftræner på den københavnske vestegn.
- Det er ubehageligt at tale eller skrive så kynisk om et andet menneske og hans job (især når han som Auri er sympatisk), men jeg kan ikke forestille mig andet, lyder fra Morten Crone Sejersbøl.
- Kontinuitet er et nøgleord i fodbold, og er der noget, Brøndby har manglet gennem de seneste seks år, er det kontinuitet. Men det kan ikke være et argument for at holde på Auri Skarbalius, idet kontinuitet under ham har været lig med kontinuerlig tilbagegang med retning mod 1. division. Dermed ryger et eventuelt økonomisk argument også. Det kan være dyrt at fyre en træner, men det er dyrere at rykke ned, skriver fodboldredaktøren videre.
Søndag kunne man i BT læse, hvordan en række nuværende og tidligere Brøndby-spillere samt ledere og beslutningstagere berettede om en hverdag i Brøndby IF, hvor tilliden til Auri Skarbalius er væk. Her manglede også troen på de taktiske evner, og dem savnede Morten Crone Sejersbøl også at se i 1-3-nederlaget mod AaB:
- Igen sad de på det meste af spillet (56 procent, og havde et klart overtag i antallet af chancer (20-8 i skud på mål), men i dette tilfælde fortæller det meget lidt om kampen. Mens AaB helt konsekvent lod Brøndby spille for at at satse på de omstillinger, de er Danmarksmestre i, var der ingen synlig plan i det, Brøndby foretog sig, skriver han.
Du kan læse hele Morten Crone Sejersbøls blog-indlæg ved at klikke HER










