Andreas Cornelius er den nye komet i dansk fodbold, men alt kunne have set meget anderledes ud i dag, hvis ikke en række hændelser var faldet ud til angriberens fordel det seneste år
Hvor pokker kom han fra? Det spørgsmål stiller de fleste sig dette efterår, hvor Andreas Cornelius har indtaget Superligaen på en facon sjældent set herhjemme. Ni mål i 12 liga-kampe, kultstatus og landsholdsspiller står der nu på den 19-årige angribers cv, men i virkeligheden var der for ét år siden ingen tegn på, at Cornelius ville katapultere sig selv op på toppen.
- Jeg kan ikke huske en angriber eller spiller, som har haft så stor impact på Superligaen på så kort tid i så ung en alder, så at sige at jeg havde regnet med det ville være helt vanvittigt. Men jeg har haft Cornelius i tre år, og jeg har hele vejen igennem haft indtrykket af, at han kunne tage skridtet. Men jeg havde i min vildeste drøm ikke turde spå om det, siger Brian Riemer.
Han er i dag assistenttræner og højrehånd for Ariël Jacobs i FC København. For et par år siden var rollen dog anderledes for Riemer, som dengang primært havde ansvaret for klubbens ungdomsspillere. Det var derfor Brian Riemer, der som den første skulle tage sig af Andreas Cornelius, og der var nok at se til.
- Han var meget forvirret. Cornelius var en distræt ung mand, som tog bukserne forkert på, når han kom til træning og bare lod alt tøjet ligge på gulvet, når han klædte om, for så at hoppe i det igen bagefter. Han har levet i en klokke, men det er samtidig en af hans styrker i dag. For at være helt ærligt syntes vi dengang, at det var vildt irriterende, og vi prøvede at opdrage ham. Men det er præcis det, som gør, at han i dag ikke tænker så meget over tingene, han spiller bare.
Har han udviklet sig som fodboldspiller henover de seneste tre år, eller er han i bund og grund bare den samme?
- Han har udviklet sig enormt. Det sjove med ham er jo, at han hverken her hos os eller i DBU-regi var en topprioriteret spiller. Ærlig talt stod vi ikke efter kampene og sagde ’hold kæft han er god ham der’, og i FCK var Kenneth Zohore foran ham. Da jeg kom til i 2008, spillede Cornelius venstre midtbane, fordi Zohore skulle spille angriber. Det var først som U19-spiller, han for alvor fik angribertypen frem i sig. Lige pludselig fandt han ud af, at han kunne heade, og ingen kunne skubbe ham væk. Det var en åbenbaring for ham.
Handler Andreas Cornelius succes i virkeligheden også meget om tilfældigheder?
- Timing er alt. I vinter røg Kenneth Zohore til Fiorentina, og så kom Cornelius med i førsteholdstruppen til La Manga på træningslejr. Der spillede og trænede han godt, og så opstod muligheden lige pludselig. Han timede det perfekt. Han var præcis så lang tid på U19-holdet, som han skulle. N’Doye forlod FCK på præcis det rigtige tidspunkt, og så spillede Cornelius to gode kampe i sæsonstarten i Østrig, lige da vi havde fået ny cheftræner. Men hvad nu hvis Cornelius havde spillet dårligt i de to kampe, eller Ariël (Jacobs, cheftræner i FCK, red.) havde forlangt en rutineret belgisk angriber, så havde Cornelius siddet på bænken i dag. Så du kan ikke forberede sådan et scenarie.
Hvor betyder Andreas Cornelius for dig og for klubben?
- For mig er der jo en personlig relation, og når man har arbejdet på noget i tre år, så vil man gerne se det lykkes. Hele succesen skal tilskrives ham alene, men med alle de timer jeg har brugt på det, så smiler jeg da lidt ekstra, for det er fantastisk. Som klub er det her også noget, vi kan leve videre på. Pludselig kan vi alle identificere os med Cornelius, enten fordi vi har trænet ham, fordi han har spillet her hele karrieren, eller fordi de små kan se sig i ham. Vi har haft brug for det her i FC København, at få vendt det image af klubben, som et sted de unge aldrig fik chancen. Det image er Cornelius med til at dreje.
Hvor langt kan han nå?
- Han er 19 år nu, og en fodboldspiller topper typisk som 29-årig, så han har altså 10 år at gå på endnu. Hvis han træffer de rigtige beslutninger og valg, så er det svært at sige, hvor det stopper, siger Brian Riemer.
