Brøndbys målscorere var utilfredse med, at holdet måtte nøjes med uafgjort hjemme mod AC Horsens.
Brøndby kom foran 2-0 i anden halvleg mod AC Horsens, men holdet måtte nøjes med 2-2 efter mål fra Martin Spelmann og Alexander Juel Andersen.
Og det resultat var Brøndbys målscorere, Mike Jensen og Jens Stryger Larsen, ikke tilfredse med.
- Det er en meget bitter smag, jeg står med her bagefter og tænker på, at vi var foran 2-0, sagde Jens Stryger Larsen efter kampen til TV3+.
Mike Jensen mente, at uafgjort måske var et retfærdigt resultat.
- Men når vi kommer foran 2-0 med en halv time tilbage, så skal vi køre den hjem. Vi forsømmer at trække tempoet ud af kampen, Horsens har bolden hele tiden, og på det andet mål (til slutresultatet 2-2, red.) ser det ud som om, det er lidt for let at komme igennem vores forsvar, sagde Mike Jensen.
- Vi skal være mere kyniske i eget felt, tilføjede Jens Stryger Larsen.










