Det er ikke alle Brøndbys store talenter, som finder nye klubber i disse dage. Klubben har i dag skrevet kontrakt med et 15-årigt stortalent
Brøndby er eksperter i at udvikle spirende fodboldtalenter, men på det seneste har flere af de største talenter fundet nye klubber at fortsætte deres udvikling i.
Det betyder dog ikke, at alle de største talenter forsvinder, lader Brøndby forstå med deres seneste nyhed på deres hjemmeside i dag. Klubben har skrevet en to et halvt årig-kontrakt med Markus Strøm Bay, som netop er blevet 15 år.
- Jeg er selvfølgelig glad for, at vi har skrevet under med Markus. Han er en af vores rigtig spændende spillere i den generelt talentfulde årgang 97, siger talentchef Kim Vilfort til Brondby.com.
Markus Bay Strøm, som spiller offensiv midtbane, er allerede en eftertragtet spiller internationalt, og han er i øjeblikket i Manchester City for at suge erfaring til sig.
- Markus er stadig en meget ung spiller, som er i gang med at udvikles som fodboldspiller. Derfor er det vigtigt, at han bliver ved med at arbejde hårdt til træning og hele tiden forsøger at forbedre sig, siger Kim Vilfort.









