Der var forståelig glæde blandt Brøndbys spillere, efter de søndag aften slog rivalerne fra AGF med 3-0 i Aarhus.
Det var den helt store forløsning for Brøndbys spillere og medrejsende fans søndag aften. Endelig blev det til en sejr og tre point i den tætte bundstrid, da de slog AGF 3-0 i Aarhus, og det har givet fornyet tro på overlevelse i Superligaen.
Søndag aften lagde klubben en video af Brøndbyspillernes jubel i omklædningsrummet ud på klubbens Facebookside med teksten:
3-0 ude over AGF! Vi lever!!
Det har været en hård vinterpause for holdet fra den københavnske vestegn, hvor feriepenge, manglende lønninger og konkurs har fyldt mere end selve spillet på banen. Da det så endelig blev fodboldtid igen i sidste weekend, blev det til et nederlag på hjemmebane til Randers. Brøndby var pludselig fire point efter de nærmeste konkurrenter i ligaen, isoleret på 12. pladsen.
Der ligger de trods sejren over AGF stadig, men har nu mindsket hullet til Sønderjyske og Silkeborg til kun et point, så der var masser at juble over for Brøndbys spillere, der efter kampen fejrede sejren med de mange fans på NRGi Park i Aarhus, inden fejringen fortsatte i omklædningsrummet under tribunen.










