Den tidligere FCKer Martin Albrechtsen skal snøre Brøndbys defensiv sammen.
Martin Albrechtsen har stået uden klub, siden hans kontrakt med FC Midtjylland udløb efter sidste sæson.
Han har senest været i svenske Djurgården for at diskutere kontrakt. Dét løb ud i sandet, og nu har Brøndby så snuppet den transferfrie og alsidige forsvarsspiller.
- Brøndby er et naturligt valg. Jeg ledte efter en klub, som var på udkig efter mine kvaliteter, og jeg vil sige, at vi er et perfekt match. Jeg har brug for en klub, hvor der er pres på. Det savnede jeg, inden vi skrev under, og det har jeg fundet herude, siger Albrechtsen.
Og dét må siges at være rigtigt. Brøndby er under historisk pres efter klubbens dårligste sæsonstart nogensinde. Klubben ligger nr. 10 med blot tre point efter fem kampe.
Den 32-årige defensivmand spillede i 2002-2004 i FC København, inden han drog til engelsk fodbold. Her spillede han i en årrække for West Bromwich og Derby County, inden han drog hjem til FC Midtjylland i 2009.









