Ifølge Ekstra Bladet er krisen i Brøndby nået helt nye højder, da klubben mangler omkring tre millioner kroner for bare at kunne betale spillere og personale deres løn i slutningen af februar.
Men det er det rene nonsens, fortæller bestyrelsesformand Per Bjerregaard.
- Det er det rene sludder, siger Bjerregaard til Ekstra Bladet.
- Det er et stykke tid siden, at likviditeten har været lige så god, som den er nu. Vi har ikke problemer med likviditeten og får det ikke i 2012 overhovedet.
Han er desuden utilfreds med, at økonomichef Jesper Jørgensen, som skulle have overbragt nyheden om likviditetsproblemerne internt i klubben, bliver hængt ud af Ekstra Bladet, og Bjerregaard hævder over for avisen, at Jesper Jørgensen sagde det med et glimt i øjet.
- Der mangler ikke penge i Brøndby. Denne klub, der snart fylder 50 år, har altid betalt sine ansatte deres lønninger, og sådan bliver det også i fremtiden, siger Per Bjerregaard.
Bestyrelsesformanden er i øjeblikket med holdet på træningslejr i Tyrkiet, hvor han forsøger at berolige truppen og trænerstaben om, at der ikke er noget om krisesnakken.









