Inden skiftet til Brøndby var Martin Albrechtsen gennem et forrykt lægetjek hos Djurgården.
Egentlig havde Martin Albrechtsen sagt nej til Brøndby, fordi Djurgården tilbød ham en bedre kontrakt.
Alt var klappet og klart, men da det kom til lægetjekket, gik noget helt galt. Pludselig var svenskerne ikke så villige til at skrive kontrakten under alligevel, og så stod Martin Albrechtsen pludselig i Stokholm med en skade, han aldrig selv havde hørt om - eller følt - før. Sådan er hans egen forklaring i hvert fald.
- Jeg var til lægetjek, hvilket foregik helt normalt. Men de lavede en kæmpe svinestreg ved at finde på noget, der ikke var sandt, fortæller Martin Albrechtsen uden at ville uddybe episoden.
I stedet vendte han tilbage til Brøndby for at høre, om de stadig var interesserede. Det var de - blot skulle han igennem et særligt grundigt lægetjek i Brøndby.
- Vi var selvfølgelig bekendte med, at de havde dumpet ham i Djurgården, så vi har haft ham gennem et ekstra grundigt tjek, og der er intet, der tyder på, at han er mere disponeret for skader end andre sunde og raske 32-årige fodboldspillere, fortæller sportschef Ole Bjur.
Djurgårdens særlige fornemmelse for skjulte skader kan ifølge sporten.dks oplysninger forklares med, at svenskerne pludselig fik mulighed for at skrive under med deres oprindelige førstevalg i forsvaret og derfor blev særligt opmærksomme - eller opfindsomme, som andre vil mene.










