FC Københavns Martin Bergvold udlejes til Lyngby i hele forårssæsonen
Det har været meget lidt med spilletid til Martin Bergvold, siden han vendte hjem til FC København fra Italienske Livorno, hvor han spillede i tre år. Siden Bergvold skrev under på en fri transfer med de danske mestre i august 2010, er det blot blevet til spilletid i 13 kampe. De fleste som indskifter.
Den 27-årige midtbanespiller har igennem længere tid udtrykt et ønske om mere spilletid, og det er der udsigt til at Bergvold kan få i Lyngby.
- Vi har vurderet, at det var bedst for Martin Bergvold at blive udlejet og få nogle flere spilleminutter, end han formentlig ville få i FC København. Derfor er vi glade for, at han nu får muligheden for at spille foråret i Lyngby BK. Vi ønsker Martin held og lykke, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside
Også Bergvold er glad for at kunne få lidt mere kamptræning, end tilfældet har været i FC København
- Jeg er glad for, at FC København har givet mig mulighed for at blive udlejet. I Lyngby BK har jeg udsigt til mere spilletid, og det er det, som jeg har brug for i min nuværende situation. Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at Lyngby BK holder sig oppe og fortsætter i Superligaen efter sommerpausen, siger Martin Bergvold.
I to omgange nåede Martin Bergvold at spille 111 kampe og score 11 mål for FC København









