Tommy Bechmann møder næppe frem til forårspremieren i superform.
Sønderjyskes Superliga-hold er i disse dage på træningslejr i Tyrkiet, hvor formen frem mod forårspremieren i marts skal pudses af. En af de spillere, der virkelig har noget at pudse på er Tommy Bechmann, der blev hentet som en profil i sommer men som endnu ikke markant har sat sit aftryk i klubben.
Den tidligere Superliga-topscorer blev hentet i tysk fodbold, hvor skadehistorikken var en af hans værste modstanderen i forhold til spilletid, og her er der ikke meget, der har ændret sig.
Det er slidte knæ, der driller angriberen og gjorde at han i efteråret fik foretaget et mindre indgreb og i vintertræningen stadig lider under og derfor i perioder er blevet sat til selvtræning
- Kunstgræsset er ikke sundt for mine slidte knæ, og det var også hovedårsagen til, at jeg skulle selvtræne. Vi har også haft en speciallæge til at kigge på det, og han var enig i, at jeg skulle lave noget andet og koncentrere mig om at komme i god form, siger Bechmann til Jydskevestkysten.
Angriberen har endnu ikke fået spilletid i årets første træningskampe men tirsdag er der udsigt til de første minutter, når Sønderjyske møder bulgarske Litex Lovech.
Om Superligaen igen kommer til at opleve den Tommy Bechmann, der i sæsonen 2003/04 scorede 19 gange for EfB og blev Superliga-topscorer, er uvis.
- Det håber jeg da. Man ændrer sig som fodboldspiller gennem årene, men jeg håber, at jeg kan finde de takter frem igen, siger Tommy Bechmann.
Klubbens fysiske træner Janus Blond holder ekstra øje med angriberen og dommen over Bechmann er ikke just opløftende.
- Han kan ikke spille 90 minutter. Men hvis vi får trænet det, vi vil, kan han spille på højt niveau i en halvleg. Og jeg vil hellere have, at han spiller på et højt niveau i 45 minutter, end at han spiller 90 minutter, hvor han skal tænke over hver eneste sprint, siger Janus Blond.
Tommy Bechmann blev i efteråret noteret for 13 kampe hvor seks var fra start og kun en enkelt var på 90 minutter. De 13 kampe kastede blot en enkelt scoring af sig.
Sønderjyske har forårspremiere i Superligaen 4. marts, hvor Brøndby er modstander på udebane.
tipsbladet.dk









