Auri Skarbalius holder fortsat landsholdsspilleren Michael Krohn-Dehli på pinebænken i Brøndby.
EM-profilen Michael Krohn-Dehli er endnu ikke tilbage i varmen i Brøndby.
Landsholdsspilleren startede på bænken for Brøndby, da holdet søndag tabte 0-1 til OB.
Brøndby-profilen, der var en stensikker mand i startopstillingen i sidste sæson og klubbens største salgsobjekt, kan stadig ikke forvente at være blandt de startende 11, når holdet søndag møder AaB i Aalborg.
Det fastslår Brøndbys cheftræner Auri Skarbalius.
- Det er en beslutning, jeg tager i weekenden. Alle spillere har en lige chance for at spille sig på holdet i løbet af ugen, men jeg tager selvfølgelig den seneste kamp i betragtning, siger træner Auri Skarbalius.
Michael Krohn-Dehli var ifølge sporten.dk's oplysninger bænket mod OB på grund af en intern strid om spillerens ferie efter EM-slutrunden. En strid, som i sidste ende også involverede holdets anfører, Clarence Goodson.
Stridens kerne opstod, da Michael Krohn-Dehli blev bedt om at møde ind fra ferie 10 dage efter, at Danmark var røget ud af EM, men den 29-årige landsholdsspiller trodsede Brøndbys krav og forblev på den spanske ø Mallorca nogle dage ekstra, hvilket fik konflikten til at blusse op.
Brøndby forsøgte at hive spilleren hjem fra ferieøen, men det blev afvist, hvilket fik klubbens sportschef, Ole Bjur - og altså ikke cheftræner Auri Skarbalius - til at true med bænken i sæsonpremieren mod OB.
Men lige lidt hjalp det, og Michael Krohn-Dehli stødte til truppen fem dage senere, end klubben havde ønsket. Auri lukker ned Auri Skarbalius har ikke mange kommentarer til ferie-konflikten, men han slår endnu en gang fast, at beslutningen om at bænke profilen var taget ud fra et sportsligt synspunkt, da han ikke mente, at landsholdsspilleren havde deltaget tilstrækkeligt i optakten til sæsonstarten.
Selv mente Michael Krohn-Dehli, at han sagtens kunne have spillet alle 90 minutter af opgøret. Ifølge sporten.dk's oplysninger valgte Auri Skarbalius i stedet for selv at træffe beslutningen at spørge holdets anfører, Clarence Goodson, til råds, inden han traf sin afgørelse i sagen. Anføreren afviste klart at gøre sig til dommer over en holdkammerat.
Hvorfor valgte du at holde et møde med Clarence Goodson om Michael Krohn-Dehli?
- Det er en påstand, som I kommer med i medierne. Jeg ønsker ikke at kommentere interne ting fra dagligdagen i klubben, siger Auri Skarbalius.
Men afviser du så, at et sådant møde har fundet sted?
- Jeg ønsker ikke at kommentere interne ting fra dagligdagen i klubben, gentager træneren.










