AGFs Osama Akharraz har flere gange i løbet af sin relativt korte professionelle fodboldkarriere været tæt på at smide støvlerne i skraldespanden. Stoppe. Her fortæller den 22-årige kantspiller om negativ påvirkning fra indvandrermiljøet, om brudte løfter, om trodsighed som drivkraft og nødvendigheden af at have en selvtillid, der når langt op over skyerne, hvis man vil være mønsterbryder.
Hvorfor taber vi så mange oplagte fodboldtalenter - nærmere betegnet andengenerationsindvandrere - på gulvet i dansk fodbold? Hvorfor har vi ingen Zlatan Ibrahimovic?
Debatten har raset i flere år, der er med flovhed blevet sammenlignet med Sverige - og der er derudover - blandt mange andre mulige grunde - blevet peget på, at danske trænere har en tendens til at sætte de lidt for egenrådige, dem med de største individuelle færdigheder ud på sidelinjen, fordi de ikke passer ind i den traditionsbundne danske model, hvor det er "en for alle, alle for en".
Cirka hver fjerde spiller på de danske ungdomslandshold op til U19 er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, men langt hovedparten er væk, når de skal tage skridtet op på seniorniveau. AGFs Osama Akharraz er én af få undtagelser. Han har været med i rødt og hvidt, siden han var U16-spiller, fik sin superliga-debut for Brøndby som 20-årig og er i dag fast mand på AGFs mandskab.
Vejen til den aktuelle succes har ikke været let. Og Akharraz springer ind imellem også i øjnene på grund af disciplinære problemer. Han går sine egne veje. Men han har en historie at fortælle. Den kommer her:
- Jeg gad sgu ikke mere. Jeg besluttede mig for at droppe fodbolden. Jeg gad ikke bruge mere tid på det. Jeg var 18 år gammel, men det hang mig langt ud af halsen. Folk tror, at det bare er så nemt at være i det her miljø, men det er virkelig hårdt. Mange tænker "fodbold er verdens bedste job", men det er det ikke. Det er utrolig svært at nå hele vejen til toppen, og hele tiden skulle kæmpe, gøre det lidt bedre. Man begynder at tvivle på sig selv. Jeg kæmpede enormt meget med mig selv, og hver gang, jeg kom ind fra træning, så sagde jeg til mig selv, "Jeg gider sgu ikke mere", det er simpelthen ikke det værd.
- Jeg kan huske på et tidspunkt, hvor jeg snakker med min træner og siger til ham, at jeg ikke ved, om jeg har lyst til at fortsætte. Det er for hårdt rent mentalt, siger jeg. Jeg bruger alt for meget energi på det, tænker på det hele tiden, uden at det fører mig nogen veje. Og han stod bare og sagde "bare fortsæt, det skal nok komme en dag. Du skal bare klø på til træning" og alt det vås der. Det var det samme hele tiden. Der blev sagt en masse, men det var kun for at holde dig hen, gøre dig glad, så du gad fortsætte. Jeg havde det bare sådan, at jeg ikke længere troede på, hvad de sagde.
- Så jeg sagde til min bror "Fuck, det her, jeg gider ikke mere. Ikke mere fodbold. De er sgu racister, de latterlige trænere. Han sagde, at jeg ikke måtte give op. Og hans ord havde mere vægt. Han er min bror. Han sagde: "hvis du stopper nu, så har du spildt alle de her år. Du er så tæt på. Du har evnerne. Du skal ikke være som alle de andre, der giver op". Han lossede mig i røven. Og det var det, der gjorde, at jeg alligevel fortsatte. Og der gik så heller ikke særlig lang tid før, jeg fik min debut i Superligaen. For Brøndby. En fuckfinger til alle dem, der aldrig havde troet på mig. Men også en til mig selv. Jeg var jo ved at give op.
- Jeg er født og opvokset i Danmark. Min forældre kom hertil fra Marokko. Jeg tror, jeg begyndte med at spille fodbold, da jeg var seks år gammel i Boldklubben Frem. Det var egentlig fordi, min bror startede til fodbold. Jeg gjorde, hvad han gjorde, og så blev det fodbold. Sådan er det, når man har en storebror.
- Sjælør. Det er der, jeg er vokset op. Det er der, jeg altid har boet. Indtil jeg flyttede til Aarhus. Og det er der mine forældre stadig bor i dag. Vi spillede nede i gården på asfalten, hvor der altid var nogle, som havde gang i en bold. Man kunne bare gå derned og så var der nogen at spille med. Det var en leg. Vi spillede - som alle mulige andre drenge - hver eneste dag efter skole, indtil det blev mørkt. Der var ikke så meget andet at lave. Og når man kommer fra Sjælør, så spiller man i Frem.
Læs hele interviewet med Osama Akharraz i Århus Stiftstidende lørdag.
