Peter Sørensen mente, at hans tropper hverken var tilstrækkelig effektive eller kyniske i afslutningerne.
AGF førte 2-0 i hjemmekampen mod Sønderjyske, men måtte nøjes med 2-2.
Og det behagede langt fra AGF-træner Peter Sørensen.
- Det er slet ikke godt nok, sagde han efter kampen, der blev afviklet i heftigt regnvejr, og trak lettere opgivende på skuldrene.
Peter Sørensen hæftede sig ved, at AGF-spillerne havde 15 scoringschancer mod Sønderjyskes blot tre.
- Det siger vist alt om den kamp. Men vi må erkende, at vi hverken var tilstrækkelig effektive eller kyniske i afslutningerne. Til gengæld fortjener Sønderjyske ros. Det er flot, at de på så få muligheder får bolden i nettet to gange, sagde Peter Sørensen.
AGF-målmand Steffen Rasmussen havde det også skidt med pointtabet.
- Det er enormt bittert. Jeg synes ikke, det var et retvisende resultat. Men det skal ikke ødelægge vores gode humør. Spillemæssigt er vi inde i en rigtig fin periode, sagde Steffen Rasmussen.
AGF kom foran 1-0 efter en halv times spil, da Osama Akharraz ramte stolpen. Bolden strøg i spil igen, men på vej ud ramte den Sønderjyske-målmand Kenneth Stenild og trillede ind i netmaskerne.
Efterfølgende dominerede AGF totalt.
Det var således ikke ufortjent, at Superliga-topscorer Aron Johannsson med sæsonens 10. fuldtræffer bragte hjemmeholdet foran 2-0.
Men det, der lignede en sikker AGF-sejr, endte uforløst, da først Connor S. O’Brien et kvarter før tid og Tommy Bechmann i kampens døende sekunder fik skabt balance i regnskabet.
Især Tommy Bechmann glædede sig over scoringen.
- Jeg var alt andet end tilfreds med at starte kampen på bænken. Derfor var det skønt, at jeg med scoringen fik vist, at målnæsen stadig er intakt, sagde Tommy Bechmann, der tilsyneladende har AGF som ønskemodstander. Sidst han spillede mod aarhusianerne, scorede han to gange.
- Ros til Tommy. Efter han under træningen i ugens løb har været uskarp, greb han chancen. Jeg håber virkelig, at dette er vendepunktet for os. Efter fire nederlag i træk trængte vi til point. Men vi må også være ærlige og erkende, at vi nok var en smule heldige med at få uafgjort, sagde Sønderjyskes træner Lars Søndergaard.
I øvrigt oplevede hverken AGF-backen Adam Eckersley eller Sønderjyskes trænerassistent, Peter Enevoldsen, kampens dramatiske afslutning.
Mens førstnævnte plejede det trælår, han pådrog sig i slutningen af første halvleg, var sidstnævnte blevet bortvist fra stadion af dommer Michael Svendsen, fordi han i frustration over en kendelse havde sparket hårdt til en vanddunk.