Selskabet bag AGF Århus Elite A/S har i dag indsendt halvårsrapport 2011/12 for perioden 1. juli 2011 - 31. december 2011, og resultatet viser et forventet underskud
AGF kunne i dag præsentere et halvårsresultat der udviser et underskud på 7,7 millioner kroner, og selskabet forventer trods en øget omsætning stadig et underskud på mellem 13 og 17 millioner kroner for hele året.
- Jeg glæder mig over den positive sportslige og forretningsmæssige udvikling. Som oprykker er det tilfredsstillende, at vi overvintrer på en 5.-plads blot 1 point fra en 3.-plads. Jeg forventer et spændende forår, hvor vi forhåbentlig kan spille med om de pladser, som giver adgang til europæisk fodbold, skriver administrerende direktør Jan Christensen i fondsbørsmeddelelsen
Koncernens omsætning steg fra 32,7 millioner kroner til 45,7 millioner kroner, hvilket skyldes de øgede indtægter fra tv, entré, bodsalg, merchandise og sponsorer. Samtidigt steg omkostninger med 4,7 millioner kroner, fordelt med hhv. 2,2 millioner kroner på eksterne omkostninger 2,5 millioner kroner i personaleomkostninger.









