Peter Sørensen har fået en spilledags karantæne efter sin bortvisning i mandagens kamp mod Esbjerg.
Med ti minutter tilbage af AGF's kamp mod Esbjerg blev Peter Sørensen bortvist fra trænerbænken på stadion i Aarhus.
Sørensen var irriteret over, at Søren Larsen begik frispark i en angrebssituation, så han sparkede til en vandflaske i frustration. Det takserede kampens dommer til en bortvisning, så AGF var uden sin cheftræner i kampens slutfase.
Og AGF kommer til at undvære Peter Sørensen mere. Cheftræneren har således fået en spilledags karantæne for optrinnet. Det skriver TV2 Sporten.
- Peter Sørensen har fået 15 point, som betyder en spilledags karantæne, siger DBU's Troels Juhl Jensen til sporten.tv2.dk.
- Det er standard, at når en leder bliver bortvist, at så får man 15 point, og er der så gentagelsestilfælde, så går man ind og behandler mere dybdegående end første gang, tilføjer han.
Peter Sørensen er dermed ikke på trænerbænken, når AGF møder Randers på udebane i næste spillerunde.
tipsbladet.dk










