Arthur Sorin har helt efter planen skrevet under på en ny kontrakt med AGF. Den 26-årige franskmand er i AGF indtil sommeren 2015.
Arthur Sorin blev hentet til AGF i2009 som en stor profil, man havde store forventninger til. Men franskmanden levede slet ikke op til forventningerne, og blev udlejet til fransk fodbold. Senere kom han dog hjem til AGF igen, og her fik han sit danske gennembrud.
Midterforsvareren har gjort det så godt som fast mand i AGF, at de to parter har valgt at lave en ny kontrakt frem til sommeren 2015.
- Jeg er virkelig glad. Min familie og jeg har det rigtig godt i Århus, så det er dejligt, at det nu ligger fast, at vi kan blive her. Samtidig går det godt på banen i øjeblikket - både for holdet og for mig selv. Jeg synes, vi har haft en rigtig god efterårssæson, og jeg har en tro på, at det kan blive endnu bedre. Samtidig har jeg været fast mand på holdet i lang tid, og det er selvfølgelig med til at gøre valget nemt for mig, siger Arthur Sorin i en pressemeddelelse.
Sorin har spillet 55 kampe for AGF med et enkelt mål til følge. Sportsdirektør Brian Steen Nielsen glæder sig over den nye aftale.
- Arthur har udvist en fantastisk stabilitet og ro i sit spil under Peter Sørensen. Han er en fleksibel spiller, der gør det godt både inde i midterforsvaret og som højre back. Han er blevet bedre og bedre, og han er en vigtig faktor på holdet, og derfor har han jo også spillet så godt som alle kampe i efteråret, siger Brian Steen Nielsen.









