Englænderen Mark Howard og Superliga-klubben AGF er ikke længere smedet sammen. De har i dag revet kontrakten i stykker
I juni forlængede AGF Mark Howards kontrakt frem til nytår, men nu er det papir ikke længere noget værd. Det er nemlig røget i makulatoren. AGF og Howards veje skilles i god ro og orden.
- Vi er enige om, at det er det bedste at gøre. Jeg har været virkelig glad for at have Mark i klubben, og det er en trist beslutning, vi har måttet tage. Men Mark skal have muligheden for at komme videre i sin karriere og finde en god klub. Da vi rykkede ned i 2010, sagde Mark straks, at det var meget vigtigt for ham at være med til at spille klubben tilbage i Superligaen, når han også havde været med til at rykke ned. Det siger noget om den karakter, Mark har, siger sportschef Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.
Mark Howard blev ankelskadet i 2011 og har været ude lige siden, og nu har parterne så tager konsekvensen. Howard ærgrer sig over, at han forlader AGF nu, men må erkende, at skaden har kostet ham en værdig afsked med AGF.
- Det er virkelig trist for mig at sige farvel på denne måde. Jeg har fået masser af opmuntringer af klubbens fans, og jeg har hele tiden sagt, at de nok skulle se mig tilbage i trøjen. Sådan bliver det ikke, og det er jeg oprigtigt ked af. Jeg har nydt at spille i AGF og har sat en ære i at repræsentere klubben på den bedst mulige måde, siger Mark Howard.
Englænderen kom til AGF fra Brøndby i januar 2009. Han har spillet 51 kampe og scoret to mål for aarhusianerne.
Det er anden dag i træk, at AGF ophæver en kontrakt. I går sagde de farvel til angriberen Sanel Kapidzic, der fremover skal tørne ud for FC Fyn.
tipsbladet.dk










