Anders Kaagh og Pól Jóhannus Justinussen fik mandag chancen i en testkamp for AaB, men de to vil få større muligheder for at vise sig frem senere på ugen.
AaB har endnu ikke hentet forstærkninger ind til Superliga-truppen i dette transfervindue. Til gengæld har de skilt sig af med Kjetil Wæhler, Luis Rodriguez og Denis Dedovic, og truppen er lige nu måske et navn eller to for smal.
Det har givet plads til Herlev-angriberen Anders Kaagh og færingen Pól Jóhannus Justinussen, der begge for anden gang prøvetræner i klubben. I går fik de chancen i en testkamp mod Blokhus, hvor Justinussen spillede fuld tid, og hvor Kaagh var med i anden halvleg.
AaB-træner Kent Nielsen ser frem til at se mere til de to prøvespillere i de kommende testkamp fredag mod Hobro og søndag mod Viborg.
- I forhold til Anders (Kaagh, red.) og Pól (Jóhannus Justinussen, red.) var det for dem et lille indblik i hvordan vi spiller, men det vil de få langt bedre mulighed for at se i løbet af ugens træningspas, samt de kommende testkampe, siger Kent Nielsen til AaB's hjemmeside.
Samtidig benyttede AaB lejligheden til at prøve nogle af truppens spillere af i uvante positioner. Thomas Augustniussen fik således over en halvleg i midterforsvaret, og den rutinerede AaB'er kan blive back-up for Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petertsen og Nicholas Gotfredsen i foråret, hvis AaB ikke får hentet en erstatning udefra for Kjetil Wæhler.
AaB's tre ligalandsholdsspillere Lasse Nielsen, Nicklas Helenius og Lucas Andersen er tilbage i Aalborg og vil alle træne med frem mod testkampen mod Hobro på fredag.
tipsbladet.dk









