Med en sejr på 2-1 sikrede AaB sig sæsonens første sejr og sørgede samtidig for, at Brøndbys krise blev forværret.
I vanlig stil havde Auri Skarbalius inden kampen bebudet, at der skulle kæmpes, og han ønskede at se masser af energi hos sine spillere. De forventninger blev indfriet . Allerede i 1. halvleg var tendensen tydelig. Udeholdet kæmpede forbilledligt, løb mange meter og forsøgte at finde løsninger, men som de også har måttet sande i bestyrelseslokalet på Vestegnen, er vilje ikke altid nok til at skabe de ønskede resultater, og på den led var der en vis form for symbolik over udeholdets indsats.
Opgørets første 45 minutter var en taktisk affære, hvor både AaB og Brøndby havde lettere ved at skade modstanderens spil, end at skabe deres eget. Kun et fremragende langskud på overlæggeren af Rasmus Würtz vakte opsigt i første halvdel af kampen. Forudsætningerne for kreativ udfoldelse så ellers ud til at være fornuftige, da de to holdopstillinger inden opgørets begyndelse blev annonceret.
Michael Krohn-Dehli var tilbage i startformationen for Brøndby, men i 10'er-rollen formåede landsholdspilleren aldrig at løfte sit spil til de højder, der gjorde ham til en af landholdets bedste under EM. Hans offensive modstykke hos AaB, Den 17-årige Lucas Andersen, viste anderledes fornemme prøver på sit store talent. Det skete dog først i anden halvleg. Og først efter Brøndby havde sat hjemmeholdet under pres i form af en scoring.Den var signeret af unge Mathias Gehrt, som var blevet skiftet ind i pausen i forsøget på kunne åbne spillet i de små rum. Det formåede han til fulde, og på sin første åbne chance sendte han en ripost ind bag Nicolai Larsen.
Nu var forsigtighed skiftet ud med fantasi, og de spilleregler passede Lucas Andersen godt. Få minutter efter hans hold var kommet bagud, tog han sagen i egen hånd og driblede sig selv i position til skud på kanten af Brøndbys straffesparksfelt, og på et fladt skud gjorde han det til 1-1. Det var dag ét efter Bjerregaard, og selvom Brøndby -spillerne ikke kunne beskyldes for at trække sig tilbage, som den nu forhenværende formand havde gjort, var fornemmelsen, at det hele godt kunne gå i en mindre form for opløsning. Det var AaB, der pressede på, og kort efter havde bolden igen bud efter nettet bag Michael Tørnes.
Brøndby smed bolden væk i en opspilssituation, og efter en dyb stikning var Nicklas Helenius pludselig alene med Michael Tørnes. Angriberen sendte bolden mod det korte hjørne, og det var nok til at sende AaB på 2-1. Mere blev der ikke scoret i Aalborg, og dermed er krisen forværret i Brøndby. I hvert fald den sportslige.










