Lynge Jakobsen slår nu fast, at Nicklas Helenius og klubbens andre attraktive spillere ikke bliver solgt, selv om der stadig er en lille uge at sælge i.
Hele sommeren har der floreret rygter og spekulationer om angriberen Nicklas Helenius' fremtid. AaB havde brug for pengene og skulle sælge spillere for fem millioner korner i dette transfervindue, hvis økonomien skulle balancere.
Siden er det gået helt forrygende for AaB i starten af denne sæson. De har 14 point for syv kampe, har vundet tre kampe på stribe og ligger nummer tre i Superligaen. Og nu slår sportsdirektør Lynge Jakobsen fast, at hverken Helenius, Lucas Andersen eller nogle af de andre AaBere for den sags skyld, bliver solgt.
- Som jeg ved, så spiller alle sammen i AaB, når vinduet er lukket. Og der er jo ikke andre, der er tættere på i AaB end jeg, så det er sådan, jeg forventer, det er, siger Lynge Jakobsen i følge Nordjyske.
Der har været bud på både Helenius og Andersen, men indtil videre har de ikke været så høje, at AaB ville sælge.
- Hvis buddene havde været ekstreme havde vi slået til. Men det har de ikke været, påpeger AaB-bossen.
Søndag blev det til en 4-0 sejr ude over OB. Nicklas Helenius og Lucas Andersen kom begge på tavlen og gjorde dermed god reklame for sig selv. Vinduet lukker i de fleste lande i udlandet på fredag, den 31. august. Det danske vindue smækker i mandag den 3. september.










