Scorede sejrsmålet to sekunder før tid og sendte Spanien ud
De forsvarende OL-mestre fra Frankrig er i semifinalen efter et nyt drama i håndboldhallen.
William Accambray sørgede for sejrsmålet blot to sekunder før tid, så der kom til at stå 23-22 på måltavlen.
Han samlede riposten op, efter Nikola Karabatic havde ramt stolpen.
En fantastisk entre for selv samme Accambray, hvis sejrsmål var nummer syv.
Træner Claude Onesta havde skiftet ham ind til denne kamp i stedet for Joli, og dette valg viste sig afgørende. Den store bagspiller scorede på sine første seks forsøg, før han havde en enkelt afbrænder
De spanske spillere gik ellers til den vanskelige opgave med masser af selvtillid og uden den helt store respekt for modstanderen.
Ved EM i januar slog spanierne nemlig Frankrig, der blev sendt hjem som nummer 11, mens Spanien vandt bronze. Og ved sidste års VM i Sverige, hvor Frankrig vandt titlen, spillede de to hold uafgjort i deres indbyrdes møde.
Samtidig lukkede målmand Arpad Sterbik fuldstændig af i starten af kampen. Frankrig kom bagud 1-5, og målet scoret på straffekast. først efter 16 minutter lykkedes det for Frankrig at score mål nummer to. Helt uhørt for det stjernebesatte hold, der de seneste mange år har vadet i titler.
Men her mødte de et hold, der kunne matche dem i fysik, og det gav de sejrsvante franske spillere masser af panderynker.
Så der var virkelig noget at spekulere på, da træner Claude Onesta gik til pause sammen med sine spillere.
Han fik mere tempo på sine spillere efter pausen, og det blev afgørende for, at franskmændene kunne komme tilbage. De kom foran 20-17 og 22-20, før det hele sluttede i et kæmpedrama.









