Joachim Fischer og Christinna Pedersen er videre som gruppevindere i mixdouble ved OL efter nedslagtning af chanceløse japanere.
De kom, de så og de lavede sushi af deres sidste modstandere i den indledende gruppe ved OL i London.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen gjorde kort proces i mixdoublen i badminton mod japanerne Ikeda og Shiota med en sejr i to sæt.
Dermed er det fjerdeseedede danske par videre til OL-turneringens kvartfinaler som både gruppevindere og ubesejrede.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen havde som sagt ingen problemer med tirsdagens modstandere og vandt kampen med sætcifrene 21-11 og 21-10.
- Vi vidste, at vi skulle vinde et sæt for at gå videre, så i andet sæt sparede vi lidt på kræfterne, sagde Joachim Fischer til DR efter kampen, der følte sig uovervindelig med Christinna Pedersen ved sin side:
- I dag (tirsdag, red.) kunne jeg fornemme på min makker, at vi kunne have spillet mod alle, så skulle det nok gå alligevel, lød det fra Fischer.
Sejren betyder, at parret onsdag skal møde et par fra Thailand, som sluttede som nummer to i deres gruppe. Kamptidspunktet bliver først fastlagt senere tirsdag aften, når alle kampe er færdigspillede.
Badmintonduoen besejrede mandag polakkerne Robert Mateusiak og Nadiezda Zieba i tre sæt 21-9, 14-21, 21-17. Mens Tony NG og Grace Gao fra Canada blev slået 21-12 og 21-11 i den indledende gruppekamp.
Danmarks anden mixdouble med Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl er også videre i turneringen, og de møder onsdag det topseedede kinesiske par Zhang og Zhao.









