Svenske håndboldspillere og -personligheder giver Danmark favoritværdigheden, men tror på sejr til Sverige i herrernes kvartfinale ved OL.
De seneste ni gange, Danmark har mødt Sverige, er det blot blevet til et enkelt dansk nederlag. Og Sverige er blevet sikkert nedlagt ved de seneste to slutrunder af danskerne.
Det er unægteligt med statistikken på Danmarks side, at kvartfinalen mod svenskerne bliver fløjtet op onsdag kl. 19.00 dansk tid. Men det er svenskerne da bedøvende ligeglade med. De er nemlig blevet meget bedre siden da, er der bred enighed om:
- Det bliver en svær kamp, men spiller vi, som vi gjorde mod Frankrig, så har vi bestemt en chance. Men Danmark er favoritter, siger den svenske håndboldlegende Stefan Lövgren, der var håndboldens største stjerne i 1990'erne.
- Jeg synes, at vi i den her turnering har spillet bedre end i de tidligere turneringer, hvor vi har fået stryg af danskerne. De (Danmark, red.) har vel ikke været tilfredse, men med den kvalitet, de har i holdet, så har de meget at byde ind, siger han.
Svenskernes største stjerne for nuværende, Kim Andersson, lægger heller ikke meget i, at Danmark ved de seneste to mesterskaber har slået Sverige forholdsvist sikkert:
- Jeg synes, at vi spiller bedre nu end de seneste to år. Vi presser Frankrig, og det viser, at vi lægger på vores spil. Men vi skal stadig gøre vores bedste for at slå Danmark, siger Kim Andersson, der naturligt peger én dansker ud, som svenskerne skal have et særligt øje på:
- Mikkel Hansen, når man tænker på den sæson, han har spillet, men de har også andre spillere fra store klubber.
Samme side i den bog har Jonas Larholm også slået op på, når han skal sætte nogen ord på det at skulle møde Danmark:
- Selvfølgelig er Mikkel god, men Danmarks fløje er også farlige, særligt Eggert, og så har de altid godt målmandsspil og gode kontra, siger Larholm.
- Hvis vi fighter i 60 minutter - og nogle gange også spiller lidt god håndbold - så har vi en god chance, men Danmark er favoritter. De er trods alt europamestre og runner up ved VM, men vi er et hold på vej frem, siger Larholm.






