Dommere og officials truer svømmerne kort før start. Dansk Svømmeunion kalder sagen beskidt og grotesk.
Bag det olympiske svømmestadions pæne, blå kulisser lurer skandalen.
Ifølge sporten.dk's oplysninger risikerer atleter, der ikke konkurrerer i udstyr fra amerikanske Speedo, at blive chikaneret af officials i de vigtige sekunder, før starten går.
Lørdag var danske svømmere to gange tvunget til at skifte udstyr i sidste øjeblik. Først måtte Jeanette Ottesen skifte svømmebriller, og senere blev den danske holdkap under paniske scener tvunget til at skifte badehætter. Flere andre svømmere har været udsat for det samme.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var fuldstændig grotesk, siger elitechef Lars Sørensen.
Hændelserne er angiveligt et led i et større spil om sponsorater, mener landstræner Paulus Wildeboer.
- Det er utrolig unfair. Det er et beskidt, politisk kneb. Man bør ikke bruge svømmerne på den måde. De kunne give forbundet en bøde i stedet. Fint, så kunne vi tage den derfra. Men man kan ikke sige til en svømmer, to minutter før de skal i vandet, at de skal skifte udstyr, siger han.
I svømning bliver forskellen på top og flop udmålt i tiendedele. Derfor konkurrerer atleterne kun i udstyr, de har trænet i og vænnet sig til i månedsvis. Spekulationerne går på, at det internationale svømmeforbund FINA favoriserer sin hovedsponsor, Speedo. Det er FINA, der afvikler de olympiske svømmekonkurrencer i London. Før legene lancerede Speedo en ny kollektion af konkurrencedragter, som imidlertid er blevet en stor fiasko.
- Speedos dragter har floppet. Tv-billederne viser i stedet Arena, Adidas, Mizuno og så videre. Men ikke Speedo. Hvad gør FINA for at redde sponsoratet? De prøver nu at fortælle os på den hårde måde, at der kun er én type godkendt udstyr, nemlig Speedos, siger Wildeboer.
Det gik lørdag ud over de danske svømmere, der stiller op i grej af mærket TYR eller Arena. Først måtte Jeanette Ottesen Gray skifte svømmebriller kort før 100-meter-butterfly-sprinten.
Senere gik det ud over holdkappen, der blev truet med diskvalifikation, hvis de ikke øjeblikkeligt skiftede badehætter.
- For os var det ekstra hårdt, først knaldede de Jeanette Ottesen for brillerne. Bagefter det med hatten. Men hun brugte den samme i 100-fly løbene tidligere. Godkendt og det næste øjeblik afvist, hvad er det for noget lort, raser Wildeboer.
Før holdkappen opstod der panik i det såkaldte call-room, hvor svømmerne venter før start. Situationen blev kun reddet, fordi Jeanette Ottesen Gray holdt hovedet koldt, og elitechef Lars Sørensen tilfældigvis havde fire neutrale badehætter med.
Samme dag blev tre svenskere bedt om at skifte svømmebriller. Efter episoden protesterede Dansk Svømmeunion officielt til FINA.
Protesten er samtidig givet videre til OL-delegationens chef de mission, Jesper Frigast Larsen, der har sendt den videre til den olympiske komité, IOC.









