Norske Aftenposten er rystet over, danske René Holten Poulsen kaldte nordmændenes guldhelt Eirik Verås Larsen 'en gammel krage'.
- Er danskeren OLs dårligste taber?
Sådan lyder spørgsmålet hos norske aftenposten.no efter, at en bitter René Holten Poulsen luftede sine frustrationer umiddelbart efter fjerdepladsen i 1000 meter enerkajak-finalen. Her ærgrede Poulsen blandt andet sig over, at han havde tabt til den 36-årige norske guldvinder Eirik Verås Larsen, som han kaldte 'en gammel krage'.
- Mens canadieren Adam van Koeverden siger, at han accepterede nederlaget, så længe det var Verås Larsen, der slog ham, får guldvinderen ikke mange gode ord med fra René Holten Poulsen, skriver den norske avis, der tydeligvis har svært ved at forstå, at Poulsen ikke melder sig koret af Verås Larsen-fans.
Danskeren behøver i øvrigt ikke at frygte flere nederlag til den gamle krage. Verås har meddelt, at han stopper karrieren på topplan efter, at det lykkedes ham at vinde guld i London.
- Nok er nok. Jeg ved, hvor meget jeg skal træne for at opnå dette. Jeg er 36, og dette er nok på grænsen af, hvad der er muligt. Nu er kroppen på retur, konstaterer Verås Larsen, der i øvrigt gik ni kilo ned i vægt i forhold til sin normale vintervægt for at være helt trimmet til OL i London.









